17 år

TAASTRUP TRAFIKSKOLE

Kørekort til 17-årig - en forsøgsordning

 

Den 1. januar 2017 startede en 3-årig forsøgsordning, hvor man som 17-årig kan tage kørekort, og derefter køre bil sammen med en erfaren bilist som ledsager, til man fylder 18 år.

 

På den måde får den unge bilist træning i at køre bil sammen med en voksen, der kan hjælpe og give gode råd undervejs.

 

Først når man er fyldt 18 år, må man køre bil alene.

 

Både den 17-årige og den voksne ledsager skal opfylde en række krav for at måtte køre sammen. Det er vigtigt at sætte sig grundigt ind i reglerne, så træningen bliver både lovlig og sikker.

 

 

Til dig, som er 17 år - eller bliver det snart

 

Du kan starte på køreskolen, når du er 16 år og 9 måneder.

 

Før du starter på køreskolen, skal du sikre dig, at begge dine forældre (indehavere af forældremyndigheden) vil give dig tilladelse til at køre bil som 17-årig. De skal nemlig skrive under på, at de giver dig lov på din ansøgning om kørekort.

 

Du kan tidligst gå til praktisk køreprøve, når du er fyldt 17 år.

 

Når du har bestået teori- og køreprøve, må du køre bil med en erfaren bilist - fx din mor og/eller far - som ledsager, indtil du er 18 år.

 

Krav til ledsageren

 

Ledsageren skal være mindst 30 år. Han/hun skal have haft et dansk udstedt kørekort til personbil i de seneste 10 år, og i den periode må kørekortet ikke have været frakendt.

 

Ledsageren skal til enhver tid være i stand til lovligt at køre bilen. Han eller hun må fx ikke være fuld.

 

Det er dit ansvar

 

Det er dit ansvar, at du har fortalt ledsageren om de krav, han/hun skal opfylde for at køre med dig ved rattet. Du skal kunne dokumentere overfor politiet, at du har gjort det. Se her hvordan.

 

Træn ofte

 

Det er en god idé at træne så meget som muligt sammen med en eller flere voksne, som du har det godt sammen med, har tillid til og som er gode til at lære fra sig. Så får du god rutine bag rattet og er en mere sikker bilist, når du bliver 18 år og må køre alene.

 

Når du som 17-årig kører med ledsager, må du kun køre i Danmark.

Krav til dig, som vil være ledsager for en 17-årig

 

Hvis du gerne vil fungere som ledsager for en 17-årig bilist, skal du opfylde en række krav:

 

  • Du skal være minimum 30 år

 

  • Du skal have haft et dansk udstedt kørekort til kategori B (alm. bil) i de seneste 10 år. I den periode må kørekortet ikke have været frakendt – hverken betinget eller ubetinget.

 

  • Du skal have et gyldigt kørekort til kategori B (almindelig bil), der er udstedt i Danmark.

 

  • Du skal altid medbringe dit kørekort

 

  • Du skal til enhver tid lovligt kunne køre bilen. Dvs. at du ikke må have en promille over 0,5, have indtaget ulovlige stoffer eller være så træt eller syg, at du ikke kan køre bilen forsvarligt.

 

Når I kører, er det din opgave at give råd og vejledning til den 17-årige og hjælpe ham/hende med at bevare overblikket på turen.

 

Det er den 17-årige, der er juridisk fører af bilen og dermed har ansvaret for kørslen.

 

Når du fungerer som ledsager for en 17-årig, må I kun køre i Danmark.

 

Taastrup Trafikskole tlf. 2235 3944 eller 4054 7742